BLOG
Magento 2

Magento 2 CMS page-builders

Af Emil N.
10.09.2020

For de fleste webshop-ejere er en brugervenlig backend høj prioritet, hvorfor mange af vores Magento 2 kunder ofte spørger, om der findes en god page-builder, der kan integreres med deres shop. For som du måske allerede ved, har Magento 2 et forholdsvis simpelt CMS-interface, hvilket giver webadmin begrænsede muligheder for at tilføje og rette indhold på sin shop. Faktisk er det blot et tekstfelt, med mulighed for at skrive HTML – så hvis man som webshop-ejer ikke har den store kenskab til HTML, så bliver det en udfordring at bygge nye CMS-sider op såvel som at rette i eksisterende.

Vi har derfor længe fulgt udbuddet af page-buildere til Magento 2 og testet de fleste af dem. Vi tager i dette indlæg et nærmere kig på nogle af de bedste – med fokus på både muligheder og begrænsninger.

Indlægget er hverken sponsoreret eller lavet i samarbejde med nogen af de nævnte udbydere, og vores anbefalinger er udelukkende baseret på vores egne erfaringer og vurderinger.

 

Cleverbuilder | Cleveraddon

Cleverbuilder fra Cleveraddon er en frontend page-builder, som giver admin mulighed for at rette i indhold direkte fra frontenden af hjemmesiden. Modulet kan anvendes til at tilføje og rette det mest gængse indhold på CMS-siderne, men virker desværre ikke på hverken kategori- eller produktsider, som andre moduler på markedet gør.

Cleverbuilder kommer med en lang række indbyggede layouts, som gør det forholdsvist effektivt at bygge nye landingpages op med. Ydermere er der også indbygget 30 forskellige indholdstyper, som f.eks. knapper, tekst-sektioner, countdown og billeder. Hvis man selv ønsker at bygge sit eget layout op fra bunden, så er det også muligt, og det er endvidere muligt at gemme det som en template til senere brug.

Cleverbuilder gør det forholdsvis simpelt at lave designet responsivt ved at inkorporere forhåndsvisning til både mobiler og tablets. Det er muligt at lave visse indstillinger baseret på break-points, eksempelvis er det muligt at specificere antal produkter per række for en produktbjælke, afhængig af de forskellige break-points.

Cleverbuilder er uden tvivl en af de stærkeste på markedet indenfor pagebuilders til Magento 2, så længe man kan leve med kun at have mulighed for at oprette og rette i CMS-siderne. Ønsker man derimod at tage et spadestik dybere, med mulighed for også at arbejde med indhold på kategori- og produktsider, bør man kigge nærmere på MageSolutions Frontend CMS builder

 

Magento 2 Frontend CMS Page Builder | MageSolution

Frontend CMS Page Builder fra MageSolutions giver, som navnet antyder, admin mulighed for at rette i CMS-indholdet direkte fra frontenden. Fordelen med dette modul, sammenlignet med Cleverbuilder, er, at det også er muligt at rette indhold på kategori- og produktsider. Det er også muligt at rette og skrive produkt- og kategoritekster. Det gør det væsentlig nemmere at bygge mere inspirerende og spændende tekster til sine kategorier såvel som produkter. Det er dog ikke alt indhold, som kan rettes, f.eks. er det ikke muligt at rette priser med modulet.

Selve interfacet minder i høj grad om Cleverbuilder og giver mange af de samme indstillingsmuligheder, dog med visse undtagelser. Frontend CMS Page Builder fra MageSolution har et vindue til forhåndsvisning af elementer som f.eks. tekst og knapper, hvilket gør det meget let at konfigurere indholdet som man vil have, og se rettelserne med det samme. Ulempen med dette modul, igen i sammenligning med Cleverbuilder, er, at det ikke er muligt at forhåndsvise mobiler og tablets – der er man i stedet nødsaget til f.eks. at anvende browserens indbyggede inspektions-værktøj.

Modulet kan til tider føles lidt kluntet, men på trods af det, giver det en lang række muligheder for at tilpasse indholdet efter behov. Dog kan der være visse tilfælde, hvor man har brug for lidt kode-kendskab (eller rettere sagt kendskab til HTML/CSS), såfremt man ønsker yderligere tilpasninger end, hvad modulet tillader. Hvis dette er tilfældet, har man mulighed for at indsætte HTML direkte igennem modulet, hvilket gør arbejdet noget lettere.

 

De bedste CMS page-buildere er gode værktøjer, der udvider administrators muligheder betydeligt. Forvent dog ikke at I kan sende jeres IT-udviklere på pension

 

Page Builder | Land of Coder

Page Builder fra Land of Coder er i modsætning til Cleverbuilder og Frontend CMS Page Builder ikke en frontend-builder, men derimod en backend-builder. I stedet for at rette direkte i indholdet som man vil se det i frontenden, så retter man i backenden, hvor CMS-siden er delt op i en form for blokstruktur.

Modulet giver også mulighed for at forhåndsvise indholdet på mobiler og tablets, men det er kun selve blok-strukturen som forhåndsvises, og det giver derfor ikke et ægte billede af, hvordan det kommer til at se ud på frontenden.

Modulet kan være ganske overvældende for nybegyndere, da der er et hav af funktioner og indstillingsmuligheder, som nærmest drukner modulets reelle formål.

Der er ikke tvivl om, at modulet i højere grad henvender sig til brugere, der har en vis teknisk kyndighed såvel som programmører end uerfarne webadmins. Der er en lang række specialtilpasningsmuligheder i modulet som f.eks. CSS og JS samt direkte forhåndsvisning af den faktiske kodestruktur. Ydermere er det også muligt at rette direkte i den kode, som pagebuilderen genererer, såfremt man ønsker at sætte et præg på siden, som pagebuilderen ikke kan klare. Af denne årsag er det ikke et modul ,vi normalt anbefaler til vores kunder, da kompleksiteten er for høj – men er man relativt teknisk anlagt, og har en vis forståelse for CSS/HTML, så kan dette være det rette modul.  

 

Konklusion

Selvom alle modulerne, vi har kigget på i dette indlæg, kan mange af de samme ting, så er der alligevel visse forskelle, der gør, at vi hælder mere til det ene end det andet. Cleverbuilder har et forholdsvis intuitivt interface samt indbygget forhåndsvisning til mobiler og tablets, men modulet virker kun til CMS-sider, hvilket vi mener er en stor begrænsning i modulet.

Page Builder fra Land of Coder er den mest teknisk avancerede page-builder, som kan være det rigtige modul at vælge for webshopejere, der har tiden og evnerne til at sætte sig ind i mulighederne. Men som regel er ønsket fra vores kunder især simplicitet og brugervenlighed, og derfor er det ret sjældent, vi anbefaler dette modul.

Frontend CMS Page Builder fra MageSolution kan stort set det samme som Cleverbuilder, dog med flere avancerede muligheder for specialtilpasning, samt muligheden for at bruge modulet på produkter og kategorier, og har i vores optik den bedste balance mellem brugervenlighed og muligheder for specialtilpasninger – det er hverken for simpelt eller for teknisk. Og at modulet også understøtter produkter og kategorier, er blot et stort plus i vores bog, hvilket i sidste ende er den primære årsag til, at vi anbefaler modulet til de fleste af vores kunder.

Inden længe ser vi her på bloggen nærmere og mere detaljeret på MageSolution Frontend CMS Page Builder og tager et kig på bl.a. en række praktiske eksempler samt nogle tips og tricks.

HAR DU SPØRGSMÅL ELLER KOMMENTARER? SEND OS GERNE EN BESKED.

Relaterede indlæg

Certificeringer og partnerskaber